Hvem kan deltage?

Børn og unge med et udviklingshandicap og/eller et fysisk handicap – eller, som vi kalder dem, børn med særlige behov. Vi har ingen decideret aldersgrænse, men siger cirka 6-15 år. Vores instruktører tager hensyn til den enkeltes niveau og behov – der er plads til alle hos os, og det er vigtigt, at du føler dig tryg ved at deltage i træningen.

Tøj/omklædning/bad

Da vi bevæger os meget, skal du medbringe sko med hvide såler til indendørs idræt, gerne håndboldsko, og idrætstøj – alternativt løstsiddende tøj, du kan bevæge dig i. En drikkedunk med vand er også nødvendig. Der er mulighed for omklædning og bad.

Træning/turnering

Der er træning 1 gang om ugen, hvor vi har fokus på at kaste, gribe og drible med en håndbold. Vi har fokus på, at alle inddrages i fællesskabet. Vi lægger derfor vægt på at starte hver træning med en rundkreds på gulvet, hvor vi lige hilser på hinanden. Ligeledes slutter dagen med, at vi siger ”tak for kampen” til hinanden. Derindimellem er der mere ”fri leg”, hvor vi laver forskellige øvelser og lege til opvarmning, og så spiller kamp. Hvis lysten er der, kan du også deltage på vores klubhold, der spiller i den nationale LykkeLiga.

Hvorfor vælge Håndbold?

Herunder kan du læse 3 gode grunde til, hvorfor vores spillere mener, at du skal vælge KIDZ Håndbold og blive deres nye holdkammerat. Vores træner Rikke har også nogle bud på, hvad både hun og spillerne får ud af håndbold.

  • Det er sjovt at spille håndbold, og vi griner meget
  • Jeg har fået en masse nye kammerater
  • Trænerne er gode til at hjælpe med det, der er svært
Rikke, træner, har været med siden start:
  • Jeg elsker jo håndbold helt ind i mit hjerte og syntes derfor, at jeg ville give det videre igennem ”KIDZ Håndbold”, da spillet har god struktur, stor holdånd og er let at lære
  • Vi er et hold, hvor ingen stritter ud, fordi alle stritter ud. Det ser vi som en styrke og har stort fokus på at give vores børn og unge den selvtillid og stolthed, der ligger i ”at gå til noget” ligesom andre børn. Alle er lidt ”skæve” og passer måske ikke rigtigt ind andre steder
  • Når vi samles, er der ikke fokus på diagnoser og individuelle handleplaner, men derimod et pusterum til leg og sjov og at opleve den holdånd, som jeg synes, alle bør opleve
  • Vi har brudt isen til fællesskabet for mange her på vores mandage. Eksempelvis er der én, som i starten altid stod udenfor banen, men nu er begyndt at komme ind i cirklen og sige sit navn. Og så er der jo Jakob, som efter egen mening er den nye Mikkel Hansen. Selvtilliden højnes hos børnene, og det er jeg stolt af at kunne bidrage til. Samtidig siger forældrene til mig, at deres børn lærer mere og bedre, efter de er begyndt at spille håndbold
  • Børnene blomstrer op, når de pludselig bliver en del af et fællesskab. På et håndboldhold er alle spillere nemlig vigtige!

Vi forventer også noget af dig:

  • Du skal have lyst til at gå til håndbold
  • Du skal være klar til at få sved på panden
  • Du skal være åben overfor nye udfordringer
  • Tag mor, far eller anden voksen ledsager med

 

Læs mere her

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK