Hvem kan deltage?

Alle aldersgrupper på tværs af fysisk og psykisk handicap. En af vores spillere, Áki, har spillet, siden han var 6 år gammel. Du kan vælge at kaste bolden ligesom i petanque eller bruge en rampe, alt efter hvor mange armkræfter du har – vi bruger dog læderbolde, som er en del lettere end petanque-kugler. Du kan spille boccia på 3 måder: stående, fra stol eller i kørestol fra rampe.

Tøj/omklædning/bad

Du kan komme i dit almindelige tøj eller i sportstøj – du bestemmer selv. Der er hverken mulighed for omklædning eller bad.

Træning/turnering

Vi har spillere, der kommer for at hygge sig til den ugentlige træning. Der er spillere, der er aktive på klubholdet og på landsholdet. Selvom boccia udadtil kan synes, som et meget individuelt spil, kræver det i virkeligheden stor evne til samarbejde, især hvis man bruger rampe og er afhængig af en hjælper til at dreje den i den rigtige retning og lade ”kanonen”. Boccia har et veludviklet regelsæt og er internationalt en stor idrætsgren. Der er udstyr at låne i klubben, og vi skal nok hjælpe dig med at få indstillet ”sigtekornet”.

Hvorfor spille boccia?

Mira, kørestolsbruger, har spillet boccia i 2 år:
  • Jeg blev introduceret til spillet gennem Áki og er nu på landsholdet.
  • Det fede ved boccia er det taktiske, og man skal hele tiden tænke længere frem end kun den ene bold.
  • Jeg vil sige, at det, der kendetegner boccia, er ”videnskab”, udfordringer, men allervigtigst sammenhold.
  • Det vigtige, når jeg spiller, er samarbejdet med hjælperen, da der kun er en bestemt tidsramme til mine skud, når jeg spiller turnering. Kommunikationen i spillet er altafgørende, hvilket også hjælper mig i hverdagen i relationen til mine hjælpere.
Áki, kørestolsbruger, har spillet boccia i 33 år:
  • Jeg vil beskrive boccia med ordene fokus, koncentration og kommunikation. Boccia er hjernetræning og styrker hjernens forskellige dele.
  • Samspillet med hjælperen er yderst vigtigt, da en forkert bevægelse fra hjælperen kan udløse strafpoint til spilleren ved konkurrencer
  • Det fede ved boccia er, når jeg har lavet et virkelig godt skud og blokerer for modstanderen – især til konkurrencer, fordi det kræver så meget energi og fokus af mig.
  • Selvom vi lige nu kun er 6 spillere til træning, er der god stemning og humor – både spillere og hjælpere har gode historier at fortælle.
  • Jeg hjælper gerne nye spillere i gang – og også gerne med at søge penge hjem fra fonde, så de kan købe deres eget udstyr.

Vi forventer af dig:

  • Du har lysten til at indgå på et hold, hvor vi løbende udveksler erfaringer, selvom vi spiller individuelt.
  • Du har egen hjælper med, hvis du for eksempel har brug for hjælp til at samle boldene op, styre rampen eller har brug for støtte i sociale sammenhænge.
Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK