Christopher Strøyer - Årets klubmester 2018 i racerunning

Note: redaktøren har klokket godt og grundigt i det, og har ikke fået Christophers fine artikel med i det netop udsendte medlemsblad – kun billeder. Jeg beklager meget, men håber så, at mange vil læse om Christophers oplevelse lige her!

4 måneder, så nåede jeg toppen…

Ovenstående er skrevet med et glimt i øjet for at sige, hvor stolt jeg er over min egen præstation som vinder af klubmesterskabet 2018 i racerunning! Men også for at sige, at der faktisk sker store fremskridt på relativt kort tid ved at komme på en racerunner og gå/løbe. Træningen får pulsen op og styrker kroppen, benene bevæger sig bedre, og så har jeg bare en god følelse i kroppen, når jeg har tilbagelagt 1-2 omgange i Skovdalen for egen kraft.

Onsdag den 20. juni, hvor årets klubmester i racerunning skulle findes, var overskyet og regnfuld om eftermiddagen. Skyggen og de lavere temperaturer passede mig meget godt, da stort set alle træninger op til, havde været solrige og tæskevarme, hvilket jeg ikke er den store fan af i denne sammenhæng. 10 løbere stillede til start, og vi blev hver tildelt en kategori med en bestemt distance, som vi derefter skulle løbe på tid for, at det kunne udregnes nøjagtigt, hvor på banen de forskellige løbere skulle starte i forhold til hinanden. På den måde ville alle løbere i teorien mødes ét bestemt sted på banen, og alle fik således muligheden for at nå først over målstregen ved at give den lidt ekstra power og træde til!

Da disse beregninger så var lavet, blev det alvor. De indledende heats skulle køres for at finde de 6 løbere, som skulle i finalen. Jeg skulle tilbagelægge 40 meter, mens de hurtigere løbere kom buldrende bagfra, hvilket virkelig føltes som min ilddåb ud i sprintdistancen. Den fik fuld ild, og hjertet hamrede løs, da jeg kom i mål og kvalificerede mig til finalen. Fed følelse!

Men det var både godt og skidt, tænkte jeg, for på dette tidspunkt, begyndte det virkelig at gøre ondt i skridtet, da jeg ikke var vant til at sidde på racerunneren i mere end en time. Så jeg var glad for at have en hjælper, der kunne læne mig tilbage på sadlen, så trykket blev omfordelt et øjeblik.

Nye beregninger var blevet lavet, og i finalen lød min distance på 44 meter. Jeg ventede spændt på startråbet, fordi der altid er den tanke om, at nu filtrer benene sammen på grund af nervøsitet. Men hvis de gjorde, så mærkede jeg det i hvert tilfælde ikke, for igen var jeg i stand til at give fuld ild. Det blev til en sejr med et spørgsmål om centimeter ned til nummer 2.

Bagefter mente nogle, at jeg havde  løbet så hurtigt for at kunne komme af sadlen så hurtigt som muligt, så skridtet kunne få blod igen 😊

Tilbage i skuret var der hygge og kage og overrækkelse af vores vandrepokal. Jeg snakkede med mange om min udvikling, siden jeg første gang sad på en racerunner midt i februar, hvor det tog en brav tid bare at komme op ad langsiden på atletikbanen og så til nu, hvor jeg var i stand til at tage længere skridt og tilmed uden at holde pauser undervejs. Det er en fed følelse, og jeg kan kun opfordre til at komme i Skovdalen og mærke på egen krop, hvad enten man er til korte eller lange distancer!

Christopher Strøyer

Christopher Strøyer - Årets klubmester 2018 i racerunning

Christopher Strøyer – Årets klubmester 2018 i racerunning

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK